Parterapi

Hvis I som par ønsker at kommer – så vil det terapeutiske arbejde handle om det at være sammen. Hvordan er I det – og hvad er svært?
Ofte vil terapien centrere sig om at sige få formuleret dine behov på en ny måde – en måde, hvor jeg sammen med jer, får sorteret i hvad der er gamle spor og hvad der hører til jer hver især og få formuleret dét til din partner.

Det vigtige er, at jeg hjælper til med at skabe et rum hvorfra i på skift rent faktisk inviterer hinanden indenfor – og hvor det er meningen at kritik af den anden bliver omformuleret til, hvad det er man er blevet såret / vred over.

Det at få lov til helt rent at se og høre den andens meninger, behov og tanker og ikke føle sig anklaget, kritiseret eller nedgjort gør underværker i et forhold. For så ser man den anden – og har ikke travlt med at skulle give igen, eller forsvare sig.

Også for din partner er ofte dét, der udgør noget af magien – det er magisk at føle sig forstået og anerkendt som den man er. Det giver næring til kærligheden. Det betyder ikke, at du så skal opfylde alle din partners ønsker og behov, se alt og rumme alt mellem himmel og jord – du er jo IKKE hans eller hendes mor. Ligeså vigtigt det er at se og anerkende hinanden – sige ja til hinanden – ligeså vigtigt er det at kunne sige nej. Dét har rigtig mange mennesker også svært ved. På en måde er der en bevægelse ind i hinanden – se hinanden, opdage hinanden og en bevægelse væk igen – som handler om en sortering i hvad du vil være med til og hvad du ikke vil være med til.


Typiske problemstillinger

Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det ikke er den ene eller den anden der i et parforhold bærer skylden for de problemer, du / I står i. Det handler som oftest heller ikke om, hvad der bliver sagt / diskuteret – men mere om, hvad dynamikken er imellem jer. Som regel kan man nemlig holde til rigtig meget, så længe der er god kontakt og så længe der er forståelse for den andens bevæggrunde – det er de vi skal arbejde på i terapien.

Hvad er det så for nogle dynamikker, der kan være tale om?

1. Nogle par har en dynamik imellem sig der handler om, at de altid skal være sammen, og at det er rigtig svært, når den ene har noget for sig selv. Der bliver måske også talt i ”vi-sætninger” – man er også svært optaget af, hvad den anden lige sidder og laver. Det betyder ikke, at der ikke er skænderier – det er der ofte.

Somme tider er den ene part mere ’fremme i skoen’ end den anden. F.eks. ser man ofte her, at den ene bliver omsorgsgiveren og den anden den der modtager. Parterne er med andre ord ’ufleksible’ – det bliver svært at vise svaghed, når man er den det giver og det bliver svært at tage vare på sig selv og eller den anden, når man er den, der modtager. Begge har altså en problemstilling omkring det at give eller modtage kærlighed.

Sommetider kan det være frugtbart at kigge på det i forhold til at sammenligne med
mor-barn relationen. Den ene giver omsorg, sørger for den anden og vil helst være den ’voksne’ osv. – det er med andre ord ’moren’. Den anden er ’barnet’, som modtager omsorg, får hjælp osv. Ingen af dem er frie – begge er bundet til dette mønster, fordi det bliver for svært at forholde sig til den anden del af konflikten. Der kan være afhængigheder i forholdet – f.eks. alkoholmisbrug.

2. Andre har en dynamik der mere handler mindre om afhængighed og mere om uafhængighed. Den ene part er vældig uafhængig og god til at sige, hvad han / hun ønsker. Mens den anden trækker sig mere og ikke kommer frem med, hvad der foregår. MEN det betyder ikke, at den der trækker sig ikke er delagtig i konflikten – han / hun manipulerer i det skjulte – benytter sig måske af martyrrollen (det er synd for mig, at du er så grov og kontant), eller som siger ja det den anden siger, og så gør som vedkommende i virkeligheden selv vil. Til stor irritation for den anden – og så kører det i ring…

 3. Andre igen har en dynamik hvor den ene er ’rigtig’ og den anden er ’forkert’ – måske veksler det lidt med, hvem der hvem. Der er ofte meget eksplicitte krav til hvordan man opfører sig, hvordan man klæder sig, hvordan ens hjem ser ud, hvilke jobs man har etc. Den ene bliver med andre sat op på en piedestal, mens den anden er den der beundrer (og som har behov for at den anden er ’rigtig’ og ufejlbarlig). Der bliver en dynamik og en ufleksibilitet omkring idealer og realiteter. Der kan også komme magtkampe ind i forholdet omkring at afsløre den anden – at vise vedkommende uden maske på. Man bliver mestre i at punktere den andens selvbillede og fordi ingen af dem i virkeligheden har kontakt til deres eget selv – falder de ned i tomhedsfølelser ind i mellem.

 4. Nogle har en dynamik og en ufleksibilitet omkring mande og kvinde roller. Nogle mænd har rigtig meget brug for at ’spille’ mand, mens nogle kvinder ’spiller’ kvinder. Men denne ’rolle’ bunder ikke i et solidt fundament. Måske bliver hun på et tidspunkt træt af, at hun ikke kan tillade sig at indtage nogle af de traditionelt set maskuline dyder, såsom at tillade sig at være ambitiøs. Hun bliver jaloux over, at han kan, mens hun ikke kan. Så hun begynder at pille ham lidt ned, det kan han ikke tåle, for hans maskulinitet kan kun overleve i et klima af anerkendelse – den er jo heller ikke stærkt funderet. Så derfor bliver han ’svag’ – og er der noget hun ikke kan klare så er det… Og så kører det. Det er ikke sikkert, at det er den vej rundt balladen begynder, men i denne forståelse er det lige meget, det er som sagt dynamikken der bliver interessant – ikke hvem der begynder, hvem der har ret, osv. Kritik er i denne sammenhæng ikke interessant.

Mange par har kærneproblemer omkring jalousi, omkring nærhed / afstand m.m.

Ring på 22 15 50 84 eller skriv og hør nærmere, hvis du / I overvejer at gå i parterapi.

Kilde: (Punkterne der er gengivet ovenfor er baseret på Hanne Hostrups, Kærestebilleder og Jacobsen og Visholms, Parforholdet)

 

Penelope Vinding | Nøddebogade 2, 3 tv, 2200 Kbh. N  | Tlf.: 22 15 50 84 | penelope.vinding@gmail.com